Træningslejr med Multiperformance

2019-05-03

Her kommer en lille hilsen fra sydens sol på Lanzarote, hvor jeg pt. er på træningslejr med min træner Martin Bissenbacker fra Multiperformance samt upcoming triatlet Oliver Martinussen. Vi ankom til Lanzarote for halvanden uges tid siden, og træningslejren varer i alt 2 uger. Vi bor i byen Costa Teguise på Sands Beach Resort, hvilket varmt kan anbefales andre triatleter og generelt bare folk, der godt kan lide at dyrke motion på deres ferie. 

Målet med denne træningslejr er selvføgelig at få et ekstra boost før triathlon sæsonen for alvor går igang. Fokus for de 2 uger er primært at forbedre mig på cyklen, hvorfor vi får cyklet en masse timer hver eneste dag, hvilket kan være svært at nå i en presset hverdag med fuldtidsarbejde derhjemme. Derudover fokuserer vi også en del på svømningen, der både indebærer en masse timer i den udendørs pool, hvor vi bor, samt åbent vand. Det eneste, der er på programmet hernede er at træne, hvile og spise, og der er god tid til at nørde med detaljer såsom forskellige indstillinger af cyklen, svømmeteknik, tidsoptimering i skiftezonen mv. Denne 100 % fokus på sporten har allerede kunnet ses på især mine watt på cyklen og tider i poolen, hvilket er yderst tilfredsstillende og giver et ekstra selvtillidsboost forud for sæsonen. Som afslutning på træningslejren deltager vi imorgen, lørdag, i Volcano Triathlon her på Lanzarote, som er en OL-distance konkurrence med et stort og stærkt felt. Selvom vi pt. ligger i hård træning, er det en super god test forud for de primære konkurrencer i min stævneplan 2019.

Jeg er utrolig taknemmelig for, at Multiperformance gør en træningslejr, som denne mulig, og i det hele taget gør det muligt for mig at dygtiggøre mig indenfor triatlon og samtidig have en fuldtidskarriere i Arla. I en travl hverdag er det fuldstændig altafgørende, at jeg ikke selv skal planlægge min træning. Jeg har haft et samarbejde med Martin fra Multiperformance siden jeg satte fodboldstøvlerne på hylden og tilmeldte mig en Ironman uden rigtigt at kunne svømme crawl og uden nogen erfaring med hverken tri- eller racercykler. Jeg ringde op til Martin og sagde, at jeg ville gøre hvad som helst for at blive klar til at lave min første Ironman om blot et år. Han troede på mit mål og sammensatte et træningsprogram, som gjorde mig til en langt bedre triatlet end jeg havde drømt om at blive på så kort tid. Desuden støtter han 100 % op omkring mit næste mål, der er at kvalificere mig til VM i Ironman på Hawaii i 2019, hvilket denne træningslejr er et vigtigt skridt imod.

© 2018 Triatlon-line. Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang